Giro d’Italia 6

Sidste opdatering fra Giro d’Italia i denne omgang. Det har været nogle begivenhedsrige dage. Det har virkelig været en vanvittig sidste uge. Drømme er brast, drømme er blevet til virkelighed, ryttere er røget på røven.. ja undskyld udtrykket, men jeg har netop læst at Lars Bak har brækket flere ribben, skulderen og en lettere punkteret lunge! Og det som bekymrer ham mest er hans holdkammerat der ligger i koma. Stor respekt herfra til Lars Bak, og naturligvis rigtig godt bedring til både ham og hans holdkammerat.
Mange ryttere og hold har virkelig være hele følelsesregistret igennem.

Personligt har det været en rejse på mange måder. En rejse tilbage til sporten, som har betydet utrolig meget for mig igennem tiden, på flere planer. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg trives blandt idrætsfolk, og jeg har også den opfattelse, at de nyder, at jeg er her.

Jeg synes cykelsporten indeholder de mest fantastiske scenarier, drama, holdånd, sportsmandship, opture, nedture, næsten umenneskelig krav, stole på hinanden og ikke mindst at stole på sig selv. Jeg troede for 3 dage siden, at vi skulle have en overraskende vinder – David skulle endelig besejre Goliat. Sådan blev det ikke, og Goliat alias Nibali rejste sig og sejrede i sidste ende.

For 3 dage siden havde jeg håbet at drengene på Gazprom-RusVelo havde præsteret bedre i sidste uge, og så bliver først Alexandr Foliforov nr. 5 på en næsten umenneskelig bjergetape igår, og i dag bliver Ivan Savitskiy nr. 6 på sidste etape. Jeg smiler, og det er absolut mere end godkendt at et prokontinental hold kommer sådan igennem deres første Grand Tour.

Lige nu – er jeg tom – træt, glad og fyldt med nye oplevelser, og glæder mig mest af alt til at komme hjem til familien. I morgen tidlig starter lille mand i børnehave – der kan jeg ikke være med, men jeg kan hente Viggo ved udflytterbussen når han kommer hjem…