Tour de France studiet

Se med da  TV 2 inviterede mig  i Tour de France studiet for at tale om, hvad den fysiske krop formår, når man presser den, og hvordan man hjælper den bedst til at præstere med kropsterapi og behandling.

Klik på linket herunder, log ind, og spol til 1:08:30, hvor jeg er i studiet med Bjarne Riis og Frank Høj.
https://play.tv2.dk/programmer/sport/cykling/tour-de-france—studiet/touren-2018-de-stoerste-oejeblikke-164266/

Podcast

Lyt til en ærlig samtale når jeg snakker med Mannah Guldager fra  “Lyden af et bedre liv” om, når svigt former et talent, om hvad kropsterapi er – og helst ikke skal være- og om når der er mange kreative bolde i luften og tiden er knap.

Du kan høre podcasten her: https://itunes.apple.com/…/lyden-af-et-bedre-…/id1153074194…

Giro d’Italia 6

Sidste opdatering fra Giro d’Italia i denne omgang. Det har været nogle begivenhedsrige dage. Det har virkelig været en vanvittig sidste uge. Drømme er brast, drømme er blevet til virkelighed, ryttere er røget på røven.. ja undskyld udtrykket, men jeg har netop læst at Lars Bak har brækket flere ribben, skulderen og en lettere punkteret lunge! Og det som bekymrer ham mest er hans holdkammerat der ligger i koma. Stor respekt herfra til Lars Bak, og naturligvis rigtig godt bedring til både ham og hans holdkammerat.
Mange ryttere og hold har virkelig være hele følelsesregistret igennem.

Personligt har det været en rejse på mange måder. En rejse tilbage til sporten, som har betydet utrolig meget for mig igennem tiden, på flere planer. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg trives blandt idrætsfolk, og jeg har også den opfattelse, at de nyder, at jeg er her.

Jeg synes cykelsporten indeholder de mest fantastiske scenarier, drama, holdånd, sportsmandship, opture, nedture, næsten umenneskelig krav, stole på hinanden og ikke mindst at stole på sig selv. Jeg troede for 3 dage siden, at vi skulle have en overraskende vinder – David skulle endelig besejre Goliat. Sådan blev det ikke, og Goliat alias Nibali rejste sig og sejrede i sidste ende.

For 3 dage siden havde jeg håbet at drengene på Gazprom-RusVelo havde præsteret bedre i sidste uge, og så bliver først Alexandr Foliforov nr. 5 på en næsten umenneskelig bjergetape igår, og i dag bliver Ivan Savitskiy nr. 6 på sidste etape. Jeg smiler, og det er absolut mere end godkendt at et prokontinental hold kommer sådan igennem deres første Grand Tour.

Lige nu – er jeg tom – træt, glad og fyldt med nye oplevelser, og glæder mig mest af alt til at komme hjem til familien. I morgen tidlig starter lille mand i børnehave – der kan jeg ikke være med, men jeg kan hente Viggo ved udflytterbussen når han kommer hjem…

Giro d’Italia 5

Opdatering fra Giro d’Italia / Gazprom-RusVelo.
Jeg har brugt de seneste par dage her i Giroen til at studere. Studere idrætsfolk på topplan og deres måde at håndtere pres, stress, anstrengelse og ikke mindst hvad der sker, når en atlet har være i konkurrence i 2 1/2 uge. Jeg ved ikke hvor mange af jer, der måtte læse dette har kendskab til hverdagen under en Grand Tour.

Alt handler om at få 9 ryttere til at præstere bedst muligt, hvilket betyder, at rytterne skal være skarpe og klar i 4-6 timer om dagen, for resten af dagen er der mere eller mindre tænkt for dem. Morgenmaden står på bordet, en hånd i vejret og kaffe kommer straks, en seddel fortæller, hvornår kufferten skal stå ud for hotelværelset, så bliver den bragt videre til det næste værelse, på den seddel står der også, hvornår de skal være klar til afgang, hvornår løbet starter, og hvor lang etapen er, hvor langt der er til hotellet efter løbet, massage/behandlings tider, aftensmad..

Og alt dette er naturligvis en forudsætning for at rytterne kan præstere maksimalt. Men det betyder også, at det er vigtigt, hvordan rytterne vælger at bruge deres sparsomme fritid, eller hvordan de håndterer nervøsiteten og presset både fra dem selv og udefra. Der skal naturligvis ligge et pres på rytterne, for sponsorerne har brugt en hulens masse penge i sponsorater og forventer naturligvis at få den bedst mulige reklame, og i denne branche er det kun positive resultater, der tæller. De færreste husker 2.pladsen.

Nå men tilbage til studiet, for her til morgen kom bl.a. Tim Wellens, Adam Hansen og Lars Bak gående, og det samme gør nogle af vores russiske drenge. Og det som springer mig i øjnene, og lidt i ørene, er den måde, Lars Bak har overskud til at hilse på mange af de tilstedeværende og kommer også hen til undertegnede og bruger lidt tid på hyggesnak, inden han tripper videre til morgenmaden, samtidig kommer der et par af de andre ryttere, som ikke kan finde morgenmadsbuffeten og bliver hurtig lidt stressede. Der er stadig 3 timer til start, og de har sedlen i baghovedet, så i teorien ville det give bedst mening at tage den med ro, og nyde morgenmaden stille og roligt. Dette er bare en enkeltstående situation, for jeg kan se, at det udspiller sig på mange måder undervejs.

Noget af det som springer mig i øjnene, det er, at atleter ikke er verdensmestre i at være de bedste udgaver af sig selv. De ofrer sig sindssygt i form af afsavn fra familien, en kæmpe træningsmængde med en videnskabelig tilgang til optimering, 180-200 rejsedage om året, at måtte sige nej til en masse familiemæssige oplevelser osv.
I min verden er det en af de mest krævende idrætsgrene overhovedet.

Så hvorfor ikke gå hele planken ud!? Det er videnskabeligt bevist, at kost og ernæring er essentielt for at præstere optimalt! At en god nats søvn ikke må undervurderes, at de fleste affaldsstoffer forlader kroppen via vores åndedræt osv. Jeg kan godt forstå, at nogle hold nedprioriterer en kok/eller i hvert fald køkkenlastbilen, jeg tænker blot, at kokken/ernæringsterapeuten er super vigtig. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med et hold i off season på at lære dem, hvor stor en betydning deres åndedræt har for dem i bestræbelserne på at få det bedste ud af dem, både som menneske og ikke mindst som atlet, for ved gud der er potentiale til at blive bedre, både til at give sig hen, at sove bedre, og være mere klar i hovedet, når den enkelte skal præstere max.

Det gør sig naturligvis ikke blot gældende her.. men også i erhvervslivet, for de skal præstere på samme måde. Så i den henseende kan man godt sidestille dem med atleterne. Jo mere klar de, er jo større chancer er der for, at de træffer den bedste beslutning.

NÅ – det var en længere smøre… nu må jeg trække vejret, inden drengene kommer tilbage til hotellet.

Giro d’Italia 4

Opdatering Giro d’Italia : part 2 for mit vedkommende. Efter et afbræk for mit vedkommende er jeg tilbage i Italien. Det blev en meget lang mandag. Stod op kl. 04.45 og hoppede i en taxa kl. 05.10 til lufthavnen, videre til Bruxelles kl. 06.55 og derfra videre til Venedig med et ekstra ophold i flyveren i Bruxelles på knap 2 timer. 4 timer i bil fra Venedig til hotellet hvor vi var fremme kl. 17.00, og så startede den reelle arbejdsdag med 5 ryttere på briksen inden jeg kunne lukke og sige godnat kl. 23.00
Godt mine hverdage ikke ser sådan ud!

Men sikke en velkomst at få. Rytterne havde haft en fantastisk søndag, med et resultat som de nok ikke havde turde drømme om, 1, 4 & 22. Så der var lutter smil og begejstring. Når vi nu taler om begejstring, så er disse rytteres begejstring ligeså engageret, som når vi ser vestjyder undertrykke deres glæde og begejstring, for vi ved den er der, øjnene & kropssproget viser det, den kommer blot ikke til udtryk i en masse ord og selvsikkerhed. Så jeg tænker i den henseende, at det er godt, at jeg selv er jyde!

Men jeg var ventet, og rytterne er virkelig taknemmelige overfor det arbejde, jeg kan gøre sammen med dem. Så jeg tænker, at jeg går en spændende uge i møde på flere måder. Jeg føler mig overbevist om, at det ikke er det sidste flotte resultat vi har set fra Gazprom-RusVelo i denne Giro. Når jeg tager stress, benovelse over at køre Giro d’Italia, for flere af rytternes vedkommende er det deres første rigtige worldtour løb, og Davids kamp mod Goliat, så tror jeg at nogle af disse drenge er ved at finde deres rette plads, og nu kommer deres opvækst, udholdenhed og indstilling dem til gode. Så selvom jeg ikke er sportsdirektør – så våger jeg alligevel pelsen og siger; hold øje med drengene i helt blot de kommende 6 dage.

En lille krølle på historien til det flotte resultat, for jeg ved at der vil være en skeptiker eller to der vil tænke, at sådan et resultat ikke “blot” kommer ved hård træning, den rette portion af held, mental styrke og gode ben, men at der også vil være blandet en kemi ind i billedet for at det kan lade sige gøre. Jeg sad her til morgen og talte med en af drengene og han alene er blevet testet 6 gange i løbet indtil videre. 5 morgen-vækninger, så sent som i morges kl. 6 og så en gang efter etapen. Det betyder i min verden at det gør det så uendelig meget sværere at snyde, og jeg er faktisk ret imponeret over hvor meget antidoping agenturerne gør i et løb som dette for at komme doping til livs.

Nå det var en opdatering herfra, glæder mig til en bjerg-etape i dag. Forhåbentlig i tørvejr / for igår væltede det ned i lange baner.

Giro d’Italia 3

Nu er de sidste ryttere behandlet, nakke og rygge frigjorte, og de sidste akupunkturnåle taget ud, og rytterne sover forhåbentlig nu! Det blev så første omgang denne gang for mit vedkommende. I morgen tidlig ringer vækkeuret kl. 04.30 og så videre til Lufthavnen.

Men det har været interessant at være tilbage i cykelsporten, som har fyldt så stor en del af mit liv. Et er tiden som aktiv cykelrytter, det føles efterhånden som evigheder siden, og datoen lyver heller ikke, året 2001 var afslutningen. En anden spændende tid var tiden på Team Saxo Bank, hvor jeg nu som kropsterapeut var blandt ryttere som Fabian Cancellara, brdr. Schleck, Jens Voigt, Stuart O´Grady, Matteo Tossato, Manuele Boaro, Rafal Majka, Matti Brechel, Jakob Fulgsang, Michael Mørkøv, Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og mange flere, der var bl.a. Bradley Mcgee, Dan Frost, Kim Andersen som sportsdirektører og Brian Nygård som pressechef.

Nu har jeg så være med Gazprom-RusVelo som et nyt kapitel inden for cykelsporten. Men her på vej i seng er det som, at når jeg kigger på navnene/rytterne/sportsdirektørerne, jeg tidligere har arbejdet med, eller ryttere jeg har kørt sammen med og imod, ja så er det virkelig som at komme hjem. Der er virkelig mange gengangere i sporten. I dag havde jeg en god snak med Bradley Mcgee og Brian Nygård, havde en lang snak med Piet Daneels som er holdlæge for Tinkoff, og i aftes havde jeg fornøjelsen af at tale lidt med Fabian Cancellara, Rafal Majka, Matteo Tossato og Manuele Boaro.

Så nu kan jeg drage hjem med en masse inspiration og gode oplevelser.. i dag var en ny en af slagsen, da jeg kørte i bilen efter Kolobnev som dog tog den med ro, Men fedt at se ruten på så tæt hold. Selvom det kribler lidt i stængerne efter selv at sidde på cyklen, så er jeg dog glad for det ikke er mig, der længere skal kastes ud i en udfordring at køre enkeltstart på godt 40 km i det terræn og under de forhold. Jeg har den største respekt for rytterne, og ikke mindst spændende at se en ny rytter blande sig i verdens eliten.

God nat/

Giro d’Italia 2

En opdatering fra Giro d’Italia.

Noget af det spændende ved at være i Syditalien er, at det for mig, minder lidt om fortiden på mange måder. Internettet fungerer lidt som vinden blæser, og virker det, så er det fint, virker det ikke – trækker de ( personalet på hotellet) lidt på skulderen ogsiger smilende -“Domani!”

I går boede vi 6 km fra toppen af den afsluttende stigning, og jeg blev sat af bussen, da den skulle på toppen, og jeg gerne ville have lidt frisk luft og gå ned til hotellet. Der var vel at mærke 3 timer til at rytterne skulle passere, men italienerne tager i forhold til trafikken ikke nogen overhængende risici for, at der skulle komme en bil på tværs og udsætte rytterne for en ekstra udfordring, så de spærrede vejen af, og hvad gør trafikanterne! slukker bilen, går hen på den lokale bar/hotel og drikker en kaffe eller 5 og venter tålmodigt på, at der går 4-4 1/2 time, inden de sidste ryttere har passeret, så de kan komme videre. Det kunne jeg, og måske en enkelt eller to andre, også lære lidt af – ikke at have så travlt.

Det er som om, at det også videreføres i mit arbejde med atleterne her på Gazprom-RusVelo, faktisk oplever jeg at den russiske mentalitet, i hvert fald på mange af rytterne her på holdet, minder om det laid back´ fra hvad jeg oplever herfra det sydlige Italien. Der skal “sgu” mere til at slå dem ud, end at de på mange måder er ude at udfordre overmagten rent sportsligt. I dag er jeg igen blevet bekræftet i flere gange, at rytterne de piver ikke. Som med mange andre atleter så går det op og ned, humøret er ikke lige højt hver dag, men det som størstedelen af disse drenge gør, det er at acceptere, at sådan er det.

Det er en kvalitet, som jeg rigtig gerne vil hjælpe dem med at bevare. DER er dog også en bagside i forhold til den accept, især når atleterne også lever under pres for at præstere, levere resultater og skal være David mod Goliat, i denne sport er det oftes kun sejrene som sponsorerne husker, når året skal gøres op. Og hvad er det, som kan ske, når vi accepterer, at sådan er det? Det kan være evnen til at mærke efter, om jeg går hele vejen, om jeg gør det der skal til for at være den bedste udgave af mig selv, om jeg accepterer at formen ikke er 100% – men at jeg bevarer troen på at den sagtens kan vise sig i både anden og tredje uge i et så langt løb. At jeg kan gå fra at være en af verdens bedste afsluttere – til “blot” at være en veletableret vejkaptajn, og måske blive lidt indebrændt ( som en sovende bjørn ) uden at ville give udtryk for det.

Det går bare ikke som prof. cykelrytter. Så lige nu har jeg verdens fedeste job, at jeg kan være med til at tage små skridt sammen med disse ryttere, er fantastisk. Nej de vinder ikke Giro d’Italia i år, nok ej heller næste år, men den indsats de lægger i dette arbejde skal nok bringe dem mange sejre på vejen, og lad os se hvad der sker i de kommende uger..

Giro d’Italia 1

Er på 4. dag i Italien til Giro d’Italia Det er som at komme hjem til en gammel ven igen. Rutinerne er de samme, som da jeg sidst var med til en Grand Tour. Forskellen denne gang er, at jeg er med et Russisk Hold Gazprom-RusVelo, så jeg er lidt (eller rettere meget) udfordret på sproget! Så er det godt, at min fornemmeste opgave er at tale med rytternes kroppe.

Jeg var ikke med til starten af løbet, og kommer også til at “hoppe” nogle dage over, da jeg skal hjem til familien samt undervise på 2. modul på bodyallmind uddannelsen, inden jeg vender retur herned.

En ting som virkelig imponerer mig ved dette hold, er deres disciplin og tilgang til deres sporten. Det er stadig et pro kontinental hold, og ja, de har måske ikke helt det samme materiale som de større Pro Tour hold har, men jeg er fascineret over deres måde at håndtere deres ambitioner på. Det bliver spændende at følge med i deres udvikling.

Derudover synes jeg, at det er fantastisk igen at få lov til at arbejde med så dedikerede sportsfolk. Det er også interessant, at der stadig er plads til forbedring på flere plan i forhold til rytternes måde at passe på sig selv, måden at trække vejret på, give slip på morgendagens etape og “blot” være her lige nu. Det er ikke blot disse drenge, men noget jeg ofte oplever, at mange atleter gør: Hele tiden har fokus fremad og store mål, store drømme men ikke altid er her lige nu og dermed går glip af at være fuldt tilstede. Det er heller ikke nemt, men det er fantastisk, når samspillet med rytter og behandler går op i en højere enhed!

Jeg er spændt på at følge disse drenge resten af Giroen – om de sejrer på en af etaperne, vil ikke overraske mig, men for mig handler det lige nu mest om oplevelsen, og kan jeg være med til at gøre en lille forskel, så smiler jeg.

Når vejrtrækningen gør en forskel…

Igennem en periode har jeg oplevet, at en del af mine klienter kommer med den samme udfordring. De har svært ved at trække vejret helt ned i maven..

Jeg kan huske at min første tanke, vel at mærke, da jeg første gang selv blev opmærksom på, at jeg ikke selv havde fokus på åndedrættet var, hvor svært kan det være. Jeg satte mig ned og begyndte at trække vejret dybt, intensivt, observerende og nærværende – troede jeg i hvert fald. Jeg blev introduceret til at trække vejret i en periode af mit liv, hvor jeg var professionel cykelrytter. Og selvom jeg i denne periode var ude med en skade, havde jeg stadig en fantastisk grundform og var ret bevidst om, hvordan jeg levede og prioriterede mine valg som kost og søvn.

En dag lå jeg på briksen hos min læremester, Ole Kåre Føli, og han startede med at behandle mig. Og ikke lang tid inde i behandlingen tog han fat i maven på mig og påpegede ret nænsomt, at jeg ikke rigtigt brugte mit åndedræt. Jeg tror ikke rigtigt, jeg bemærkede, hvad han fortalte og observerede på mig, for det tog mig faktisk ret lang tid, inden jeg reelt begyndte at arbejde med at trække vejret.

Når jeg så møder de samme problematikker hos mine klienter, kommer jeg ofte til at tænke på, hvordan det var for mig selv, da jeg begyndte at investere tid på at træne min opmærksomhed og mit åndedræt. Det er faktisk ikke så svært – og slet ikke når du bliver opmærksom på, hvor meget vi reelt kan snyde os selv.

  • Hvor ofte tager du dig tid til at stoppe op i dagligdagen for at mærke, om du kan følge med både på jobbet og i privatlivet?
  • Vidste du, at ved at inddrage din bevidsthed og nærvær i åndedrættet kan du være med til f.eks. at forbedre dit sexliv og nærværet i samværet med andre mennesker?
  • Vidste du, at en investering på tolv minutter om dagen, hvor du har fokus på dig selv, dit nærvær og dit åndedræt, kan være med til at forbedre din restitution, forbedre din søvn og kan være med til at gøre dig fri for et kæmpe tankemylder?

Hvis det i teorien er så nemt, hvorfor er det så, så svært!? Det er et godt spørgsmål – og jeg tror mest af alt, det hele falder tilbage på vores vaner og disciplin/manglende disciplin. For når jeg kan arbejde med en klient en time eller to, give dem nogle redskaber undervejs, skubbe lidt til dem og udfordre dem på den følelse, der kan dukke op undervejs for derefter at møde dem et par måneder senere og se, der er sket en markant forskel!

I mange tilfælde er jeg ret nysgerrig på, hvad de gør. Hvad er sket!? Hvad har de gjort!? Eller rettere hvad gør de!? Og gentagne gange hører jeg, at de er blevet opmærksomme på, at de har tilsidesat sig selv og deres behov men ved at investere lidt daglig tid på dem selv, har de gjort en kæmpe forskel.

Så hvad gør du? Tager du dig tid til at mærke efter?

Vidste du, at du ikke nødvendigvis skal bruge halve eller hele timer på at fange den tilstand? Du kan gribe muligheden når du cykler – går en tur – vælger at bruge 15 minutter på dig selv.

Husk at du er den vigtigste person i dit liv.

Kan man sidestille den dårlige skulder?

I 12 år har jeg arbejdet som kropsterapeut, uddannet ved Body-sds, og jeg løber gentagne gange ind i samme problematik. Klienter kommer igen og igen med skulderproblemer eller for den sags skyld andre smerter igen og igen. Det er i sagens natur på ingen måde unormalt, men for mig er det interessante, at jo oftere jeg tager fat i skulderen, viser det sig, at problematikken lige så godt kan stamme andre steder fra.

Jeg forestiller mig, at for netop dig som læser et indlæg på denne blog, vil det ikke være mystisk eller fremmed, når jeg skriver, at i min verden kan man ikke altid adskille det fysiske og psykiske fra hinanden. En skuldersmerte kan sagtens være forårsaget af et forkert løft, et styrt på cyklen, at legen på gulvet med ungerne endte med, at der pludselig lå 17 unger ovenpå dig, så skulderen gik af led eller meget andet i den henseende. Men det kan også være, at du gennem mange år ubevidst har trukket skulderen lidt fremad og lidt opad for på den måde at beskytte dig selv. Men har du været klar over, hvorfor du har trukket skulderen op? Har du mon brugt tid på at finde ud af, hvad det er skulderen kan, og hvad er det, som skulderen gør – både muskulært, hvilken bevægelighed og kan man bruge skulderen til at beskytte sig selv mod omverdenen?

Mange af disse spørgsmål stiller jeg mig selv, når jeg behandler mine klienter. Det er ikke altid, at jeg italesætter spørgsmålene, men jeg bruger dem ofte til at finde ud af, hvad det er, jeg mærker, når jeg behandler. Det gør jeg, fordi jeg har erfaret, at skulderen i mange tilfælde har stor indflydelse på, hvordan vi har det fysisk som psykisk. Er skulderen trukket lidt op og frem, vil vedkommende ofte have svært ved at udtrykke sig oprigtigt og 100% ærligt, fordi vedkommende højst sandsynligt er opdraget til at tage stor hensyn til andre mennesker og deres behov. Vedkommende har lært at indrette sig således, at det er vigtigere at blive accepteret i en gruppe, på jobbet, i forholdet osv., hvorimod det har været mindre vigtigt, hvilke behov personen selv måtte have haft for at kunne udfolde sine talenter.

Så tilbage til om man kan sidestille den dårlige skulder? Mit svar vil være både ja og nej. Tingene hænger ikke altid uløseligt sammen, men i ret mange tilfælde kan man drage en parallel mellem måden, vi holder vores skuldre på, og hvordan vi psykisk har det.

Prøv evt. næste gang du er til yoga at være bevist om, hvordan du har det psykisk inden klassen og mærk om yogatimen rent faktisk er i stand til at gøre en forskel fysisk som psykisk. Min påstand vil være, at en yogatime kan gøre en forskel for rigtig mange mennesker, og det samme vil en body-sds behandling kunne gøre. I min verden svarer en behandling lidt til at give dig selv en enetime – hvor fokus er på dig og ikke andre. At det er her, du i samarbejde med din behandler har muligheden for at mærke efter, hvordan du har det – både psykisk som fysisk.